Seneste nyt

Om to år fylder Vejle Gymnasium – som nu hedder Rødkilde Gymnasium – 150 år. Det skal naturligvis fejres med en jubilæumsbog, som jeg er ved at samle materiale til.

I slutningen af 1800-årene, mens gymnasiet lå på Dæmningen, gik tingene naturligvis noget anderledes til, end vi kender det i dag. Fx havde man en lille naturhistorisk samling. Den senere rektor Alsted, der var elev på skolen 1875-1884, husker:

”Den naturhistoriske Samling kunde rummes i et Skab; blandt andre mærkelige Ting fandtes et Skelet af et Barn – populært betegnet som ”lille Poul” – og et Par Sukkerrør, som efterhaanden aftog noget i Længde; naar Drengene var alene i Værelset, var det jo fristende at konstatere, om det nu ogsaa var Sukkerrør.” (Vejlenseren, 1945, nr. 2)

Samlingerne til brug i undervisningen blev regelmæssigt forøget ved gaver fra lokale borgere. En del gav naturligvis bøger, men der var også mere eksotiske gaver til skolen. Fx fortæller ”Meddelelser om Latin- og Realskolen i Vejle 1881-82” om nogle af årets gaver:

”Fra Kaptajn Eriksen, Skonnertbriggen ”Lovisa”, en Samling Mineralier fra Nyholland, et Glas med Moskitolarver fra Equator, Palmekjærner, hvoraf presses Palmeolie, fra Brasilien, en Koralslange fra Maceio og en Krokodilunge fra Nigerfloden.

Fra Apotheker Eggers: Et Exemplar af den kjødædende Plante Sarracenia purpurea, Svovlkrystaller fra Dominica i Vestindien og nogle smukke Koraller.

Af Discipel Ulrik Boesen en udstoppet Colibri og af Disc. Julius Birnbaum en lille levende Sumpskildpadde.”

Og i skoleåret 1889-1890 kunne man glæde sig over bl.a. disse gaver:

”1 Fiskehejre (Ardea cinerea) fra fhv. Proprietær Petersen, Faarupgaard.

1 Berggylt (Labrus Berggylta) fra Politibetjent Pedersen, Vejle.

1 Tornskade (Lanius Excubitor) og en Solsort (Turdus merula) fra Justitsraad Friis.”

Man må nok formode, at både fugle, krokodilleunge og barneskelettet for længst er forvitret og forsvundet.

| Svar

Nyeste kommentarer

20.12 | 21:07

Imperiet børn foreslås til årets bog⁸

20.12 | 21:05

Imperiet børn. Foreslås til årets bog

06.02 | 17:22

Yes, det er Boghandleren. Mange tak

06.02 | 12:32

Er det "Boghandleren", du mener. Den kan købes billigt hos Vejle Stadsarkiv. stadsarkivet@vejle.dk